SOMMERSØNDAG - (single)

Henrik Billing - Sommersøndag (single) CD cover

For sådan een som mig, der let kan have hang til det melankolske, er det vidunderligt at opleve øjeblikke hvor alt bare går op i en højere enhed. Øjeblikke hvor nuet bliver allesteds nærværende og de mindste ting får eksistentiel betydning. Ja, selv dræbersneglene får lov at være i fred. Det må vel være lykke i sin reneste form. Sjælden og helt fantastisk. Sommersøndag var bare en sådan dejlig dag.

 

Sommersøndag har fået en del airplay på radioen. Fra de små lokalradiostationer rundt omkring i landet - til at blive et mindre hit på DR's landsdækkende kanaler, hvor sangen lå i rotation i 2008 og 2009

Udgivet som radiosingle: Billings 2008 - Katalognr. HB1 - Label: Billings

Tekst & musik: Henrik Billing - Producer: Michael Friis

Indspilning: Zebrastudiet, Melsted Bornholm - Mix & Mastering: Sittingroomstudiet, Østerbro København

Medvirkende: Michael Friis (Bas, Synth, kor) - Thor Backhausen (Tangenter) Henriette Hansen Koefoed (Kor) & Henrik Billing (Vokal, Guitar)

Sommersøndag   04:04

Det er morgen og du kalder
Jeg hører lyde rundt omkring
Fuglefløjt og rabalder
En ny dag står på spring
Jeg mærker solen den skinner
Du sir’; så kom da op
Du rejser dig og forsvinder
Med din kaffekop

Sommersøndag
Uh-uh-uh-uh-uh
Så’en en skøn dag
Det gør mig glad
Sommersøndag
Åh-åh-åh-åh-åh
Sikken’ køn dag
Alt ånder fred - I mit jordbærbed

Jeg nyder solen i ’bærret’
Ungernes skrig og skrål
Mens du med røven i vejret
Luger skvalderkål
Vi hygger længe og tavse
Du med dit haveblad
Og om lidt har vi pause
Med en øl og en mad

Sommersøndag…

Jeg er slet ikke stresset
Tar’ det bare’ som det går
Og mens jeg slår lidt af græsset
Bruner du dine lår
Jeg har en klukken i maven
Tænk jeg behøver så lidt
En sommersøndag i haven
Hvor er livet dog fedt

Sommersøndag…

I mit jordbærbed, er harmoni
Selv lus og dræbersnegle, går ram forbi
Kom nu bare her og slap lidt af
Lad os holde fred, denne skønne dag

Sommersøndag…