INTERVIEWS & ARTIKLER

Billings blide side (artikel)

Artikel af Torben Østergaard Møller - Bornholms Tidende


Han har flere sider, end den vi møder i denne sammenhæng, siger han selv.
Så Henrik Billing kunne lige så godt have valgt at lave en cd med heftig rock, men nu blev den altså i stedet et udtryk for denne bløde side, der som en blid sommerbrise smyger sig ind under huden på lytteren og kæler for de billeder af vuggende både, klippeskær, fejende kornmarker og skyer i drift, som ligger et sted på erindringens støvede lager og skutter sig i vinterkulden.
» Sange under bordet « , hedder singer-songwriterens nye - og nåja, første - solo-cd, som netop er kommet på gaden. Og som da i øvrigt også rummer sange fra vintertide ..
Der er en god grund til, at man eventuelt tænker » Søren Kragh-Jacobsen « på et tidspunkt under aflytningen af cd'en, for denne drevne sanger, som nu mest beskæftiger sig med film, har haft nogle af de samme musikere med på sine gamle plader, som Henrik Billing har på sin nye: Thor Backhausen ( tangenter) og Michael Friis ( bas og tangenter).
Det var en stor oplevelse for Henrik Billing , da han for nylig omsider stod med sin cd i hånden, for den har været længe undervejs. Selv om han har skrevet musik i mange år, så har skridtet ud i en tilværelse som » rigtig « musiker været langt og tøvende, mens musikken har måttet nøjes med at være en hobbybeskæftigelse.
Og fortsat er Henrik Billings professionelle liv da også skruet sammen af flere arbejdsmæssige elementer. Denne dag kommer han således lige fra sit job på Snorrebakken uden for Rønne, hvor han underviser i kultur-og aktivitetsfag på Pædagogisk Grund Uddannelse, og hvor han også er vejleder og eksaminator for pædagogstuderende.
Selv tog han en pædagoguddannelse i 1980' erne og har da også brugt uddannelsen på forskellige arbejdspladser, men tog på et tidspunkt sambatrinnet fuldt ud og blev intet mindre end leder af det københavnske karneval i syv år, da han blandt andet var med til at flytte det fra den indre by og ud i Fælledparken.


Arveligt belastet
- Men jeg har altid haft musikken med, også ud over, at jeg i den periode mest beskæftigede mig med den på det organisatoriske plan, siger han.
- Jeg er nok arveligt belastet. Min far var bassist i sangkvartetten Melody Mixers, som huserede i hele Norden. De var ret hotte i 60' erne og optrådte med en blanding af vokalharmonier og gags og den slags. Selv om han i løbet af min opvækst aldrig pressede på for, at jeg skulle spille noget, så var jeg nok alligevel fascineret af miljøet.
Det var da også i flere år den lille Henriks store drøm at få sig en guitar. En dag gik drømmen i opfyldelse. Godt og vel.
- Pludselig en jul lå der noget under juletræet, som umiskendeligt lignede en guitar, og mit hjerte røg helt op i halsen. Men da jeg så pakkede den ud, var det en skrækkeligt grim, bæbrun second hand-guitar. Den var gammel og ridset, og min far havde fundet den hos en marskandiser.
Hvad gjorde du så? - Jamen, jeg sagde pænt tak, som man gjorde dengang. Jeg satte strenge på den og begyndte at spille, og det varede ikke længe, før jeg skrev min første sang.
Kan du huske den? - Ja, den hed » Hej gamle ven « og handlede om en gammel sømand, der ser sig i spejlet efter mange år på søen og reflekterer over sit liv. Det er egentlig mærkeligt ... men min indgang til at skrive sange har nok altid handlet om at reflektere og forstå verden. Og som 12-årig er der meget, der er vanskeligt, og det er der vel hele vejen op igennem puberteten. Ligesom pigerne havde deres poesibøger, havde jeg mine sange.
Det var ikke noget, den unge Henrik skiltede med, han dyrkede sin idræt, og hvad man ellers gør i den alder, og spillede kun i hjemmet i Gilleleje.
- Men da jeg var 15-16 år i slutningen af 1970' erne lavede jeg et band sammen med nogle venner. Vi spillede rock og rul, og ind imellem tog jeg et af mine egne numre med. Det var ikke, fordi vi skulle være rockstjerner, glæden ved at spille var nok. Musikken kan tilfredsstille mange fysiske og psykiske behov, og det kan være tilstrækkeligt bare at være i det, og lade det fylde én.


Røv og nøgler
Hvad spillede I? - Det var for eksempel Dire Straits, som lige havde lavet » Sultans Of Swing « , men det kunne også være Jimi Hendrix. Det var sådan en blandet landhandel, og derfor kaldte vi os også for Røv og Nøgler. Det er skægt, jeg har stort set ikke tænkt på de drenge i mange år ..
Hvordan er det så at tænke på dem nu? - Det er egentlig dejligt. Vores guitarist Pepe var ud af gøglerfamilie, og han var den mest fantastiske guitarist, som uden videre kunne lure en skala af.
Røv og Nøgler spillede lidt til skoleballer og i den lokale biograf, men da Henrik Billing blev 18-19 år, blev det mere alvorligt.
- Jeg fandt en anden gruppe, som jeg begyndte at spille med. Det var sådan noget Santana-og latininspireret musik, lidt reggae-agtigt. Vi spillede til alle arrangementer, der var politisk korrekte.
Det var venstrefløjen, der fandt os interessante, og der var ikke penge i det. Vi spillede for det gode formåls skyld.
Da Henrik Billing kom i starten af tyverne, måtte musikken træde lidt i baggrunden. Han mødte sin kone, skulle have barn og begyndte at læse til pædagog.
- Men det var både-og, for jeg brugte jo musikken som pædagogisk redskab, siger han.
Da var familien flyttet til København, og midt i 1990' erne blev han så karnevalsarrangør på fuld tid. Indtil 2001.
Vejen til Bornholm, hvor han har boet siden det år, var aldeles tilfældig.
- Jeg spillede i et band, der rejste land og rige rundt til forskellige arrangementer, men en dag sagde keyboardmanden, at det var hans sidste job, for han skulle flytte til Bornholm. Bornholm, sagde jeg, der kan man sgu da ikke bo, siger Henrik Billing , som kun kendte øen fra diverse ferier.
- Min familie og jeg boede i Vanløse, men sad så en dag i Oddsherred i et sommerhus og kom til at se nogle bornholmske huse på Tekst-tv. Vi savnede noget natur, der hvor vi boede og blev enige om lige at tage over at kigge. Så vi indlogerede os på hotel i Allinge, og inden for et døgn havde vi set vores drømmehus med udsigt over vandet og sat huset i Vanløse til salg. Det var vores ene datter, der så huset i Tejn og sagde, » dér skal vi bo « . Få måneder senere flyttede familien med » hunde, kaniner, og hvad vi ellers havde skrabet sammen « . - Vi meldte os ind i alt, hvad vi kunne finde på. Sejlklubben, selv om vi ikke sejlede, borgerforeningen, boldklubben. Vi ville gerne have sådan en landsbystemning, hvor man kender hinanden.
Jeg kom i festudvalget i Tejn Idrætsforening og så videre. Det er en god måde at komme ind på livet af folk på, og vi blev rigtig godt modtaget, siger Henrik Billing .
Senere flyttede familien dog til Gudhjem, hvor han begyndte at kende flere og flere fra musikmiljøet, og hvor der jo for eksempel også er en biograf. Og i tre sæsoner forpagtede han kælderen på Hotel Østersøen og lavede en café med levende musik.
- Vi lavede også juleshows og en masse sjove ting, men det var også en dyr hobby, erkender han.
- Jeg arbejdede 16-18 timer i døgnet, og det var bankehårdt, så da indtjeningen ikke stod mål med det, valgte jeg at stoppe, mens legen var god.
Henrik Billing havde også undervejs glemt, at det egentlig var hans mål at dyrke musikken noget mere.
- Men så mødte jeg jo alle mulige spændende mennesker - Peter Thorup, Michael vejs Friis, Thor Backhausen og så videre, som nu nærmest var mine naboer. Det er folk, jeg har fulgt, Thorup var mit idol, og Michael og Thor kendte jeg også fra for eksempel Søren Kragh-Jacobsens » Hinkeruder på motorvejen « . Så de var ungdommens ... ja, idoler ved jeg ikke, om de var, men jeg kendte dem og var da benovet over og glad for, at de ville lege med mig. De hørte mine numre og skubbede mig lidt frem i geledderne, for normalt har jeg ikke stået forrest på scenen.


Vildt dejligt
De rutinerede musikere kunne se noget potentiale i Henrik Billings sange, og for to-tre år siden begyndte de at snakke om, at han skulle lave en plade.
- Det har været en lang proces. Vi har taget det stille og roligt og lidt ad gangen. De er jo rutinerede musikere, som er med i mange konstellationer og har meget, de skal passe, siger Billing .
Han har selv spyttet penge i kassen for at finansiere projektet, og det samme har forskellige fonde. Cd'en en indspillet i Thor Backhausens studie i Melsted og mixet i København. Den rummer både » oldgamle « og ganske nye kompositioner og har både elementer af moderne visesang, jazz, pop, blues og latin.
Hvordan var det at sidde med den færdige cd i hånden? - Det var fedt, helt vildt dejligt, siger Billing .
Trods de mange genrer har den noget meget dansk eller nordisk over sig? - Jeg synes nok, den har en blå tone. Noget vemod, men også optimisme. Den bevæger sig hele tiden på kanten, siger Henrik Billing .
- Jeg har arbejdet meget på, at tekst og musik skal hænge sammen, men Michael Friis har også som producer præget numrene i en overraskende retning. Det har han været dygtig til.
Henrik Billing har i løbet af mødet med Bornholm oplevet en anden måde at optræde på.
- Tidligere stod jeg mere bag en rockguitar, så det har været fantastisk at prøve at sidde meget nøgen bag guitaren i et halvakustisk set up. Fantastisk at opleve publikums reaktion tæt på. Det er dét, det handler om i sidste ende, siger han.
Og nu er han glad for at have fået de sange, som trængte sig på, ud af systemet og ned på noget hardware.
- Når jeg laver den næste cd, hvilket jeg tror, jeg gør, så tror jeg, at jeg skal vise noget af den anden side.
Du har fået blod på tanden? - Ja, nu er der åbnet for sluserne. Jeg har allerede skrevet nok nye sange til en kommende cd, men ellers har jeg også mit bagkatalog at trække på, siger Henrik Billing .
Hør eventuelt smagsprøver fra » Sange under bordet « på myspace. com/ henrikbilling.
Fantastisk at opleve publikums reaktion tæt på. Det er dét, det handler om i sidste ende.