BIOGRAFI

Før & nu

Henrik Billing - Biografi, Cover uden tekst (Farve), 'Sange under bordet', Layout: Kåre Gjerdrum G7

Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, men et hjem med kontrabas! Jeg er født ind i en sangglad og musikalsk familie. Med en far som var professionel musiker og altid på farten. Med tanter, onkler og bedsteforældre som spillede og sang i vilden sky.

 

Up-coming

Da jeg er en 10-11 år møder jeg min gode barndomskammerat Kim, der viser mig de første akkorder på en guitar. Vi spiller bl.a. Donovan's 'Universal soldier' så det er en fryd. Min sjæl er for alvor solgt til musikken. Kort efter skriver jeg min første sang og jeg har skrevet sange lige siden.

I ungdomsårene kommer der strøm på spaden og jeg kommer hurtigt med i et band. Vi er teknisk uduelige og det lyder sikkert elendigt, men gnisten, gejsten og rockattituden fejler intet. Resten er historie. Min musikalske historie!

 

Rock island

Efter en række år med skiftende bands, job som chef for det københavnske pinsekarneval, koncert- & festivalarrangør, komponist til dokumentarfilm, optræden på Roskilde Festivalens orange scene og meget mere, får jeg pludselig den idé at flå de københavnske teltpæle op og forsøge at banke dem ned i den bornholmske granit. Medbringende kone, tre børn, en uopdragen og stærkt fældende hund, to kaniner inkl. bur, øvrigt bohave, samt ikke at forglemme samlingen af guitarer. Nu skal der selvrealiseres og fordybes i den bornholmske natur og miljø. Hu-hej hvor det går!

 

Sange under bordet

Jamen, det går jo faktisk ret godt. Med et par overspringsmanøvrer undervejs, som henholdsvis restauratør og musiklærer, kommer der stille og roligt igen gang i musikken og allervigtigst inspiration til ny sangskrivning. Som ved et mirakel møder jeg flere af min ungdoms musikalske idoler på Bornholm. De har også søgt klippeøens fred og fordragelighed. Hvor heldigt! Den navnkundige bassist og producer Michael Friis. Tangentvirtuosen Thor Backhausen og den legendariske guitarist og sanger Peter Thorup. Med deres fabelagtige dygtighed,rutine, støtte og motivation, får jeg endelig taget mig sammen til at udgive mit første solo album 'Sange under bordet'.

 

Rejsen fortsætter

Det er en fantastisk fornemmelse at stå med det længe ventede CD-cover i hånden. Fine anmeldelser og masser af airplay. Sangen 'Sommersøndag' hitter moderat i 2008/2009 og baner vejen for radio og TV optræden. Siden mange koncerter, gæstesolist med Poul Krebs og band. Musikalsk gæst hos Søren Dahl i Café Hack på P4 og meget mere.

 

Nu & her?

Lige nu lægges planerne for det næste solo-album. Et spændende fortsat samarbejde med 'Bagholdet' og den nye trio med Kalle Brandt og Mikkel Thomas. En masse nye sange og et forhåbentligt forventningsfuldt publikum, at dele dem med. Følg med her på siderne!

Band historik

Henrik Billing - Band historik, Cover uden tekst (sort/hvid), 'Sange under bordet', Layout: Kåre Gjerdrum G7

2010 Thomas Brandt Billing

Bornholmsk baseret trio. Folk, root og blues med konceptet 'Kofods sange'. Medlemmer: Kalle Brandt (Vokal, Guitar), Mikkel Thomas (Vokal, guitar) og Henrik Billing (Vokal, guitar)

 

2006 Bagholdet

Bornholmsk baseret kunstnergruppe. Musikdramatiske forestillinger og udgivelser. Medlemmer: Henriette Hansen Koefoed (Vokal, perc.), Annette Friis (Recitation), Sidsel Thevik (Vokal), Morten Riis (Recitation), Lars Holmsted (Blæs, Perc.), Poul Friis (Recitation), Mikkel Thomas (Vokal, guitar), Thor Backhausen (Tangenter), Michael Friis (Bas, Kor), Peter Thorup (Vokal, guitar) og Henrik Billing (Vokal, guitar)

 

2005 Henrik Billing & Rejseholdet

Bornholmsk baseret solo-projekt med hjælp fra bl.a.: Michael Friis (Bas, kor), Thor Backhausen (Tangenter), Henriette Hansen Koefoed (Kor, perc.)

 

2003-2005: Friendsday

Bornholmsk baseret sang og showkvartet. Medlemmer: Marianne Bay Jacobsen (Vokal), Birgit Regnarsson (Vokal), John Bodin (Bas, vokal) og Henrik Billing (Guitar, vokal)

 

1992-2001: Traffic Light

Københavnerband med base i Vanløse. Cover rock 'n' Roll. Medlemmer: Henrik Bonde Sørensen (Vokal, rytmeguitar), Ole Koefod (Trommer), Peter Andersen (Bas, Guitar), John Bodin (Tangenter) og Henrik Billing (Leadguitar, bas, vokal)

 

1989-1993: Monkey Business

Københavnerband med base i Stengade 30. Beskidt rock med egne tekster og musik. Medlemmer: Finn Pedersen (Guitar, vokal), Jette Petersen (Bas), Lars Klarskov (Trommer) & Henrik Billing (Guitar, vokal)

 

1981-1985: Barrabbas

Band med base i Nordsjælland. Latin inspireret rock med dansk tekst og musik. Medlemmer: Josephine Blay (Vokal), Georg Olsen (Trommer), Gert Jørgensen (Guitar), Anders Nordstrand (Bas) & Henrik Billing (Vokal, guitar)

 

1975-1980: Diverse drengerøvsbands!

 

1960-1975: Musikalsk pludren

Gerne på vrøvlesvensk. Akkompagnerende mig selv på bambus tæppebanker som luftguitar. Senere de første akkorder på antikvarisk brugt jazzguitar. Nu med sang på vrøvleengelsk. I 1974 den stolte ejer af en Airstream elguitar og en ramponeret Hägström transisterforstærker. Rock 'n' roll!